Unge talenter inviterer til GRUNDform Festival
Glæd dig til GRUNDform Festival – en farverig, gratis minifestival fyldt med unge talenter, store oplevelser og musik i alle afskygninger!
Onsdag den 18. juni kl. 15-21 forvandles Platformen i Østerbyen til et sprudlende musikalsk mødested, når MGK-eleverne fra Kulturskolen i Esbjerg inviterer til GRUNDform Festival for tredje år i træk. Her står de unge selv bag hele festen – fra idé til lyd og lys – og det mærkes!
Festivalen byder på alt fra jazz og pop til rock og eksperimenterende toner – og i år med besøg fra en vaskeægte stjernemusiker: Mathias Heise, mester på den kromatiske mundharpe og modtager af både Ben Webster Prisen og Kronprinsparrets Stjernedryspris.
Tag dine venner under armen og oplev musikalsk iværksætteri, når det er allerbedst – med pejsestuehygge, udendørs vibes og masser af lokalt kærlighedsarbejde.
Det er gratis, det er ægte, og det er en fest, du ikke vil gå glip af!
