Skip til hoved indholdet

Borgmesteren og ELBA åbner festugen

Den lovende, unge kunstner ELBA er sammen med Esbjerg Kommunes borgmester Jesper Frost Rasmussen klar til at åbne Esbjerg Festuge 7. juni kl. 18.50 på den store scene på Torvet.

”Det er dejligt, at vi igen kan samle alle til Esbjerg Festuge, og jeg håber at ung som gammel kommer af huse og hjælper os med at gøre festugen til en stor succes. Det glæder mig, at Skolegade i år bliver en aktiv del af festugen, og så glæder jeg mig til nogle af de nye tiltag som Langbordsspisning i gågaden, Sommer Bio under åben himmel og selvfølgelig glæder det mig, at Vestkystløbet nu kan samarbejde med festugen,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Når borgmesteren har holdt åbningstalen, overlader han scenen til den unge kunstner ELBA, der har slået sine første professionelle folder her i Esbjerg, og som har takket ja til at åbne dette års festuge.

ELBA har taget sin musikalske uddannelse på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, og derfor bliver det også lidt som at komme hjem for den unge kunstner, der har fået æren af at åbne ballet til dette års festuge.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage til Esbjerg, hvor jeg selv har studeret på konservatoriet i fem år og mødt min guitarist Mads Højer, som i øvrigt er født og opvokset i byen. Jeg håber desuden på at se nogle kendte ansigter fra min tid i byen - og mon ikke at bandet og jeg lige skal ned og vende på Industrien og ha’ en fadøl efter koncerten,” siger ELBA.

Glæd dig til en stærk vokal

Det bliver både sårbart og inderligt, energisk og festligt, når først ELBA indtager scenen til Esbjerg Festuge. 

Bag ELBA står Ellen Bathum – en dygtig vokalist og musikalsk håndværker, der gerne tager personlige og udfordrende emner op i sit fængende tekstunivers. 

Det er dejligt, at vi igen kan samle alle til hele byens fest, og jeg håber at ung som gammel kommer af huse og hjælper os med at gøre Esbjerg Festuge til en stor succes. Det glæder mig, at Skolegade i år bliver en aktiv del af festugen, og så glæder jeg mig til nogle af de nye tiltag som Langbordsspisning i gågaden, Sommer Bio under åben himmel og selvfølgelig glæder det mig, at Vestkystløbet nu kan samarbejde med festugen.

Jesper Frost Rasmussen, borgmester Esbjerg Kommune

Fredagen byder udover ELBA også på gratis koncerter med Zar Paulo. Sidste navn på plakaten er stadig hemmelig, men vi kan godt røbe allerede nu, at det bliver et brag af en aften.

Vi ses til Esbjerg Festuge fra fredag den 7. til lørdag den 15. juni 2024.

Oplev Esbjerg byder på masser af aktiviteter, events og oplevelser i Esbjerg Kommune.